Nu var det endelig tid til at få opdateret hjemmesiden igen. Meget er sket siden sidst og planer har ændret sig hen ad vejen.
Siden med hvalpeplaner er opdateret, og dem der har fulgt med vil se at der er blevet rykket helt rundt her. Vi besluttede i 2021 at vi ikke ønskede kuld så længe vi stadig var underlagt corona-restriktioner, og da disse så blev løftet og vi kunne se at hvalpetræning og hundetræning generelt ikke længere var lukket ned, så forsøgte vi, desværre uden held, at parre to forskellige tæver – LouLou og Naja. De havde begge normale løbetider og de udvalgte hanhunde gjorde ihærdige forsøg men det blev ikke til nogen parring ved nogen af tæverne. Det er lidt spillereglerne som opdrætter, og selvom vi diskuterede muligheden for at inseminere, så valgte vi altså i begge tilfælde ikke at gøre det – begge tæver kan sagtens vente, så vi har is i maven lidt endnu.
Vores valg af hanhund til Sabi var egentlig på plads, men af forskellig grunde blev vi desværre enige med hanhundens ejer om at det ikke skulle være det match alligevel – det var ellers en skøn hanhund, og vi kan kun håbe vi kan få lov at bruge ham en anden gang.

Ind fra højre i vores planer kommer så Shelby. Hun er sådan en man hvor man i hverdagen nemt kan glemme at hun faktisk lige om lidt runder 3 år, og derfor nu indgår i vores planer for opdræt. Til hende har vi fået lov at bruge en lækker hanhund der har alt det vi gerne vil have… meget mere om ham når vi ved om der er en parring. Det er Shelby på billedet herover, da hun vandt Bedst i Racen på CACIB udstilling i Split, Kroatien.
Rundt på de forskellige hundes sider har jeg lavet lidt opdateringer, både på sundheds- og udstillingsresultater, og der kommer løbende nye billeder ind.

Siden sidste opdatering er der sket utroligt meget for vores to unge tøser her hjemme i udstillingsringen, og selv i USA har vi et afkom der klarer sig formidabelt på udstilling – det er AKC GRCHB Lapinkaunis I Want It All “Bandit” som er ejet af Jackie på kennel Midnight Island. Han har i sin relativt korte udstillingskarriere opnået så utroligt meget at det slet ikke er til at forstå! Han er den gladeste hund med et kæmpe stort show-gen og han elsker at være i ringen med sin faste handler Amanda. Det er Bandit på billedet herover, da han vandt Bedst i Racen på Westminster 2021. Lige pt ligger han som nr 1 Finsk Lapphund i hele USA og er i top 50 af alle hyrdehunderacerne.
Selvom vi selv går meget op i udstilling, så elsker vi altså også at følge med i vores hvalpes liv i deres nye familier: uanset hvilke eventyr de finder på! Om det er Addis springtur til en nabo, Nickis daglige gåtur eller Louis hyttetur til Sverige, så er vi bare glade for at vi har fundet de bedste familier til de hvalpe vi har opdrættet 🥰
Vores hunde hjemme hygger sig i hverdagen med at boltre sig både i vores private indhegnede skov – Olliewood – og på vores to store indhegnede marker – Marken og Qiras Corner. De kommer på skift med på ture i Rold Skov, både i snor og foran cyklen hvor både LouLou og Lova har fundet deres kald som dryland-mushing hunde sammen med russeren Zahir. Vi går til træning i Rally Lydighed, hverdags lydighed og så træner vi tricks hjemme – kort sagt så lever hundene stadig et helt almindeligt hundeliv, og det virker som om de synes det er lige som det skal være 🤩














